#SchjllrpRun: 1. Løbeteknik

Helt ærligt, hvor svært kan det være?

Det er jo bare at løbe af sted … Ikke?

Det gør muligvis ondt i knæene, man får vabler og ondt i tæerne. Sådan er det at være løber.

… Ikke?

Nej.

Det er det ikke.
Det behøver ikke at skulle gøre ondt!

Selvfølgelig kan man altid presse kroppen derud, hvor man får skader, uanset hvor god teknik og hvor godt udstyr, man har.

Nogle af de mest almindelige skavanker kan man dog komme uden om ved liiige at se på, hvordan man bevæger sig, når man løber.

Det drejer sig om:

Kropsstilling
Brug af armene
Brug af fødderne
Op ad bakke
Ned ad bakke
Godtfodsløb
Vejrtrækning
Hvis det gør ondt!

Kropsstilling

Som udgangspunkt: Løb højt og stolt 😊

Ret ryggen, skuldrene tilbage, brystkassen frem. Så er det nemmere at trække vejret.

Forestil dig, at du giver et high-five. Ikke for fuld hammer, men afslappet, glad og "Yes! Godt gået"-agtigt. Smil gerne imens. Det er omtrent sådan, du skal holde ryggen og skuldrene.

Kig fremad, mod det punkt, hvor du vil være om ca. 2½ sekund. (Er farten høj, skal du naturligvis se længere frem, end hvis farten er lav.)

Hold kroppens tyngdepunkt over det sted, foden rammer jorden.

Figuren herover er ganske simpel.

Det passer til teknikken.

Du behøver ikke tænke på, om du lander på hæl, mellemfod, forfod, tæer, hønsefødder, gulerødder, æselører, eller hvad ved jeg.

Så længe du sørger for at flytte hofterne med frem, og lander med foden lige under dig, kommer resten af sig selv, og du får ikke voldsomme stød op i ankler, knæ og ben.

Korte, hurtige skridt er en fordel.

Kan du ikke løbe med hurtige skridt, så sæt bare farten ned, men behold de korte skridt.

Begynder du at strække benet frem for at gøre skridtene længere (sætter det lange ben foran!), risikerer du at få smerter i knæet.

Kombinerer du det med et par sko, hvor du har plads til tæerne (altså ikke bare store sko, men sko med en god tåboks), er du godt på vej til en løbetur, hvor din oplevelse er i fokus, ikke smerterne.

Ude i terrænet skal hele kroppen bruges som én stor værktøjskasse. Det er ikke kun fødderne og benene, der får dig fremad i det gode flow; det er samspillet med og udnyttelse af hele kroppen.

Hvis ikke det virker med det samme, så fortvivl ej ...

Det er uhyggeligt svært at ændre på måden, man løber på 😃

Da jeg selv eksperimenterede med løbestil (ok, bliver nok aldrig færdig), koncentrerede jeg mig om netop at have tyngdepunktet af kroppen over foden, når jeg landede.

Alle de andre ting ventede jeg med.

At lande med et bestemt sted på foden efter en måde, som jeg syntes at have forstået at én eller anden ville have mig til, er det aldrig rigtig lykkedes mig at få til at stemme overens med den fornemmelse, jeg har undervejs.

Men at center af kroppen skal være lige over foden, når den rammer jorden, kunne jeg forholde mig til 🙃

Der er blevet grinet af mig mere end én gang på grund af de korte skridt; men hvad ... jeg har ikke ondt i ben eller knær, og så hjælper jeg andre til at komme i bedre humør undervejs 🤷‍♂️

Brug af armene

Brug nu de arme rigtigt!

Det er ikke kun fødderne, du løber med; det er hele kroppen.

(Ok, til tider kan man bare slå hjernen fra, men ellers …)

Løber du på jævnt, fladt underlag, skal hænderne svinge lavt, lige ud for hofterne.

Sving armene så lige frem og tilbage som muligt.

Hvis du er en bil, må dine arme godt svinge fra side til side som et par vinduesviskere.

Har du samme bentøj som en velociraptor, må du også gerne folde armene op foran kroppen.

Hvis ikke … Ned med armene og sving dem lige frem og tilbage!

En god øvelse er at holde en handske eller en strømpe i hver hånd, mens du løber: Så kan du se, om handskerne/strømperne svinger frem og tilbage eller ind foran dig.

De skal svinge pænt lige frem og tilbage.

Så udnytter du energien bedst.

Løber du i kuperet terræn, er sagen en anden:

Hæv armene og bøj albuerne. Hænderne tættere mod kroppen, albuerne ud.

Ca. alt det, jeg sagde lige før, du ikke måtte!

Forskellen er, at du nu skal bruge armene aktivt som modvægt til de forskydninger, der sker af kroppen i det kuperede terræn.

Groft sagt skal armene højere op, jo mere teknisk det er.

De skal ikke svinge ubehersket; på samme måde, som du sætter fødderne de rigtige steder, skal du også bevæge armene på den rigtige måde, så hele kroppen fungerer i én samlet funktion.

Brug af fødderne

På flad vej og sti behøver fødderne ikke løftes synderligt meget. Blot så du ikke snubler over ujævnheder i fortovet.

I skoven er det anderledes. Fødderne skal hæves mere, da du skal forbi sten, rødder, mv. ... Netop essensen af trailløb!

Eller rettere: Løft knæene, ikke fødderne.

Prøv nogle ture, hvor du fokuserer på, at det er knæene, der skal bevæges, og fødderne blot "tilfældigvis" hænger fast for enden af benene. Dermed kan du beholde et godt flow og samtidig få løftet fødderne.

Det er vejen frem til et langt, godt flow på sporet.

Også uden at snuble.

Kan du komme af sted med det, så prøv at løbe i bare tæer på græs.

Det er ikke for at skulle løbe barfodet i al evighed fremover, men det er en god metode at finde netop måden at bevæge kroppen på, der passer til netop dig.

Mine egne overvejelse og forsøg kan der læses mere om i afsnittet "Godtfodsløb".

Op ad bakke

Det er en fordel at kaste armene frem. Med stor kraft.

Slyng dem fremad og opad, som om du holder noget tungt i hænderne – Kroppen følger med, da den jo hænger ved i skuldrene. Det bliver både nemmere og hurtigere at komme op.

Plus, du får trænet armene, mens du løber!

Læn dig ind mod bakken, som om du falder, og brug benene til at forhindre, at du rammer jorden.

Lidt længere skridt og en lille tøddel ned i knæ.

Power up!

Bliver det for hårdt ... Husk, at én af de fede ting ved trailløb er, at man gerne må gå! Især op ad bakkerne.

Er det stejle stigninger, så brug hænderne ved at presse ned på låret:
Læg hånden lige over knæet og pres ned, når du tager et skridt opad.
Armene er der alligevel, så du kan lige så godt bruge dem.

Ned ad bakke

Ideelt set gælder det om at være så vinkelret på underlaget som muligt – altså læne dig fremad og flytte fødderne så hurtigt, at du ikke vælter. Det kræver mod, kondi og fuldt engagement. Heldigvis kan det øves gradvist.

Find en linje ned ad sporet. Tænk på dit tyngdepunkt som den "pakke", der skal fragtes ned.

Er det et teknisk nedløb, hvor du skal sætte fødderne de rigtige steder, så brug korte skridt og betragt benene som støddæmpere lige så meget som "fremdrivningsapparater". Som beskrevet i afsnittet "Brug af armene" skal armene være en aktiv del af kroppen.

Går du lidt ned i knæ, belaster du ikke knæene helt så meget.
Det er hårdt for lårbasserne; men hellere belaste muskler end led.

Go with the flow

Er det et mere jævnt nedløb uden nævneværdige forhindringer, kan skridtene være længere. Læn dig stadig frem og flyt fødderne, så du ikke vælter.

Godtfodsløb

Overskriften kunne måske i stedet have været "Udviklingen af min teknik", eller mere ærligt: "Hvordan havnede jeg lige her??" ...

Som så mange andre har jeg også været igennem ondt forskellige steder i benene og haft mere eller mindre (nej, drop det sidste. Bare mere) ufrivillige pauser uden løb.

Jeg har også snuset rundt på Nettet efter diverse kloge ord og har endda nogle gange overvejet, om jeg ligefrem skulle melde mig til et kursus i løbeteknik.

Hvad jeg dog fandt frem til i mellemtiden, var, at det var, når jeg havde de bedste løbeture, at det gik mest smertefrit.

(Ikke at der er noget galt i at tage et teknikkursus; jeg betragter det bare som en del af hyggen at eksperimentere og analysere mig frem.)

"No shit, Sherlock!", kunne man fristes til at sige; men krøllen er, at når jeg har en god løbetur, er mine tanker et helt andet sted, end hvordan fødderne bliver sat i jorden, hvordan kroppen bevæger sig, og hvor hurtigt det går.

Med andre ord er jeg bare, hvor jeg er, og jeg nyder hvert et øjeblik.

Dette kunne jeg flere gange observere hang sammen med, at jeg udelukkende var træt bagefter – der var ikke nogen smerter eller ømhed.

I lang tid gik jeg ud fra, at det jo var helt naturligt, at jeg havde det godt, fordi jeg bevægede mig rigtigt.

Men ... Hvad nu, hvis det var omvendt?

At det netop var, når jeg ikke var bevidst om, hvordan kroppen bevægede sig, og den så at sige selv fik lov at styre skidtet, at det gik bedst.

Altså: Jeg bevægede mig rigtigt, fordi jeg havde det godt ...?

Vandreture og traven rundt i bakker og bjerge har altid været en stor fornøjelse.

Nogle gange har jeg været slået over i løb, andre gange var det bare gå-tempo.

Jeg havde lagt mærke til – men ikke hæftet mig videre ved – at mit løb sådan set bare var en hurtigere bevægelse af fødderne. Jeg ændrede altså ikke specielt position eller kropsstilling ved at slå over i løb.

(Det er muligt, at en videooptagelse vil ændre dén opfattelse.)

Af og til syntes jeg, at nu skulle det altså mere tempo og distance på, så hvis jeg virkelig ville noget med det løb (hvad det begreb så end dækker over), måtte jeg have det lange ben foran.

Helt bogstaveligt.

Jeg koncentrerede mig om at tage gode lange skridt og virkelig komme fremad.

Og det gjorde ondt i knæene.

Hver gang.

Min egen oversættelse af dette var, at jeg ikke havde trænet nok og løb for lange distancer uden på nogen måde at være i form til det.

At jeg kunne løbe 20-25-30 km rundt i Nuuk og i mine egne tanker uden problemer, men ikke kunne løbe 5 km, når jeg "gjorde det rigtigt", studsede jeg sjovt nok ikke over.

Hvilket den dag i dag fylder mig med usigelig undren.

Med Nettets velsignelse af ideer og inspiration gik det pludselig op for mig, at den (ellers "forkerte") måde, det faldt mig naturligt at løbe, meget godt harmonerede med nogle af de løbestilarter, jeg kunne se beskrevet.

Godt så. Jeg er måske ikke helt galt på den alligevel.

Hvad mon der ville ske, hvis jeg arbejdede lidt med at løbe på præcis den måde, jeg syntes, jeg havde det bedst med …?

Det er så ikke nemt!

I det øjeblik jeg begynder at lægge mærke til, hvordan jeg bevæger mig, kommer jeg væk fra den "naturlige" stil.

Jeg skal med andre ord have narret mig selv til at tro på, at jeg ikke lægger mærke til, hvad jeg gør, mens jeg kigger på mig!

Det er jo som at spille skak mod sig selv og forsøge sig med to hemmelige strategier!

(Visse vil formentlig påstå, at det burde være nemt nok, da jeg alligevel sjældent selv ved, hvad jeg foretager mig. Men det er blot løse rygter uden hold i virkeligheden!)

I min selvransagelse fandt jeg også ud af, at én af mine største hurdler var ømme tæer med mærker og sår, og negle der havde fået grundigt bank.

Efter længere tids forsøgen med strømpekombinationer og indplastring og hvad ved jeg, fik jeg endelig nogle sko, hvor der var plads til tæerne.

Sikke en velsignelse!

Hvorfor havde jeg været så lang tid om at finde dem??!!

Sko med god plads til tæerne er underligt nok samtidig mere eller mindre barfodssko med zero-drop. Der er ikke det store udvalg af "almindeligt" drop (er der mon noget, der hedder det? Nu er der!) plus mønster, hvis man samtidig gerne vil have godt spillerum til tæerne.

Det generede mig nu ikke det store. Ude på sporene i naturen har jeg ikke mærket alverden til, hvilken størrelse drop, mine sko havde.

Men jeg mærkede, at mine tæer ikke gjorde ondt!

Gad vide, hvor meget krudt jeg har brugt, og hvor meget jeg har spændt uhensigtsmæssigt i de forkerte muskler for at kompensere for, at tæerne ikke havde det godt?

Jeg krydrede friheden for tæerne med friheden til at løbe, som jeg syntes, det var behageligt at løbe.

Andre (netbaserede) indspark med løbeteknik og stilarter har jeg taget som god inspiration, uden at jeg gik nærmere ind i det.

Jeg besluttede mig simpelthen for at løbe på den måde og de distancer, jeg havde det bedst med. Uanset hvad, jeg så ellers havde fået af opfattelse af, skulle være den "rigtige" metode.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg synes, det er noget pjat med løbe-guruer af forskellig art.

Det er takket være folk, der går op i at løbe optimalt, jeg fik skiftet tankegangen fra at-sætte-det-lange-ben-foran til løb-så-det-er-en-behagelig-oplevelse.

Tak til dem, der har lagt energi og nørderi i det.

På 2do-listen står dog stadig at læse diverse bøger om løb, som tilsyneladende alle andre end mig har læst 😄

En stor fordel er utvivlsomt også, at jeg rent faktisk holder af at løbe.

Jeg løber ikke for at komme i form, ikke for at tabe mig, ikke for at konkurrere, ikke for at kunne føle mig overbevist om, at jeg altså godt kan løbe hurtigere end de andre, hvis jeg virkelig vil, ikke for at kunne fortælle andre, at jeg er løber ...

(Ikke fordi det er noget forkert i at være drevet af noget af ovenstående. Den ene grund kan være lige så god som den anden. Vi har alle vores personlige præferencer.)

Jeg løber simpelthen, fordi jeg har lyst.

Fordi jeg kan lide at være i sneen, mellem træerne, på klippestier, på eftergivelig skovbund.

Og for at finde nye spor. Elsker at finde nye spor!

Hvilket så også vil sige, at hvis jeg ikke har lyst, lader jeg bare vær'!

Det er måske en dum indgangsvinkel, hvis jeg skulle opfylde ét eller andet mål.

Men det skal jeg ikke, så det er det ikke.

Lige nu skal jeg aldrig løbe anderledes … 😉

Min løbeteknik:

Jeg løber, som jeg har det godt med.

Godtfodsløb :)

Vejrtrækning

I kategorien "hvor svært kan det være, det er jo bare at gøre det … Hov! Nu kan jeg mærke stor forskel!" finder vi også kunsten at trække vejret.

Med den rette ryg, skuldrene tilbage og brystkassen fremme, som beskrevet under "Kropsstilling", er der åbnet for luftvejene.

Motoren kan være nok så stærk og hurtig; hvis der ikke kommer brændstof til tanken, kører den ikke.

Lungerne befinder sig som bekendt inde bag ribbenene; hvis de er lukket sammen, er der ikke plads til at lungerne kan udvide sig …

En sammenkrummet statur, hovedet bukket forover og armene op og svinge foran kroppen – det bremser ret effektivt for lufttilførslen.

Virker det ikke rigtigt, det med at løbe med den rigtige kropsstilling, så fortvivl ej!

Der er to enkle metoder, der kan hjælpe med få mekanikken til at fungere, også selvom du har adskillige års dårlig vane med at krumme sammen indarbejdet i muskulaturen:

1. Du må ikke kunne se dig selv

Jeg mener ikke billedligt talt, som i "jeg kan ikke se mig selv løbe 🤷" …

(Hvis du har den indstilling, er det her nok ikke den rigtige blog at være inde på.)

Du ikke må kunne se dine hænder, fødder eller andet, når du løber ud ad lige, flad vej.

Hvis du kan se dine arme, skuldre, fødder eller andet, gør du formentlig én eller flere ting af følgende:

kigger for meget nedad (kig fremad)
svinger armene ind foran kroppen (få hænderne mere ned og mere ud mod siderne)
tager for lange skridt (kortere skridt, land med fødderne under dig, så du ikke lander på hælen)

Jeg bruger det selv som mantra på ture, hvor jeg kan mærke, jeg begynder at blive træt: Hvis jeg kan se noget af mig selv, skal jeg rette mig op!

Det kan virke besværligt og unaturligt, især fordi man har tendens til at krumme sammen, når man bliver træt – men det er en god investering!

Ikke at kunne se dele af sig selv = åbent for alle luftveje

2. Slap af i skuldrene

Hvis du har fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret, selvom du prøver, er det højst sandsynligt fordi, du spænder i skuldrene og brystmuskulaturen.

Og når først det er spændt op, er det næsten umuligt at slappe af igen på samme løbetur.

Næsten.

For der er et trick …

Hvis du på begge hænder presser spidsen af tommelfingeren ind i yderste led af pegefingeren, kan det medvirke til, at skuldrene slapper af.

Det er nærmest "omvendt lotushåndstilling" (omvendt-chin-mudra) 😊

Der skal ikke presses så hårdt, at det bløder.

Men lidt pres på, må der gerne være.

Imens kan du så tage en dybe og (forholdsvist) rolige indåndinger.

"Omvendt lotus-hånd"

Det virker små-syret ...

Jeg kan ikke henvise til noget sundhedsfagligt skrift om, hvorfor det virker … eller nogen anvisninger på det i det hele taget 🙃

Min teori er, at man ikke kan spænde musklerne i arme og hænder på den måde og samtidig opretholde en spænding i skuldre og brystkasse.

Derfor får det dig til at slappe af og åbne for lufttilførslen igen.

Give it a shot 😀

Det skader i hvert fald ikke.

Hvis det gør ondt!

En udbredt sætning blandt løbere (næsten lige så udbredt som "sikke fede bakker" og "jeg elsker at løbe i sand"), er "det gør ondt i _____".

Jeg har en klar holdning til dette:

Det skal ikke gøre ondt at løbe

Det er muligt, man kan blive øm, udmattet, udkørt, (forhåbentlig ikke overkørt), træt …

Men løb skal ikke gøre ondt.

Vi er skabt til at løbe, organismen fungerer bedst ved at være i jævnlig bevægelse; det hedder ikke "motoren kører bedst, når den røde lampe nede i hjørnet blinker".

Der er skrevet et væld af bøger og artikler dén filosofi; min egen er opstået ud fra, at jeg har løbet rundt siden barnsben – og det har aldrig gjort ondt, medmindre jeg gav mig til at løbe på en måde, der ikke var naturlig for mig, fordi jeg troede, at "nu skulle jeg også til at løbe rigtigt".

Hvis du stræber efter at komme ned under en vis pace, stå på et podie eller slå visse rekorder, vil jeg så anbefale dig at søge efter målrettet træning 😀 ... og acceptere, at du nok også skal have gang i smertestillende midler. Med de risici, det indebærer!

Min holdning er nemlig også, at jeg løber for min fornøjelses skyld; at løbe med nummer på maven siger mig ikke så meget (så skal det virkelig være en fed rute eller et godt selskab!)

Min intention er at kunne fortsætte med at løbe hele livet 😊

Jeg er hverken guru (i kul & koks-afdelingen), har løbet på tværs af andet end andres planer og undgår konkurrencer i min fritid.

Til gengæld har jeg et hav af fikse ideer, som jeg gerne samler ind fra andre, hvis de giver mening for mig.

Jeg har døjet med ondt i knæene i forskellige grader, dog ikke noget, der har fået mig til at søge til lægen. Efter jeg har omlagt og afprøvet nogle ting, er det stoppet.

Jeg er blevet meget bevidst om, at jeg har det bedst, når mine tæer har god plads!

I arsenalet er både barfodssko (vidunderligt selvmodsigende udtryk 🤪) og sko med 25 mm sål.

Fælles for dem er, at der er plads til, at tæerne kan brede sig.

Det har godt nok medført, at jeg på et halvt år er gået et nummer op i skostørrelse, og at jeg har måttet kassere mange af mine andre sko, fordi jeg nu ikke bryder mig om at have dem på!

Men jeg døjer ikke med ømme og slidte tæer eller sammenkrøllede fødder mere.

Skøn fornemmelse.

Et studie af mine forskellige sko viser, at jeg åbenbart pronerer i alle mulige retninger, incl. neutral.

I og for sig en imponerende præstation. Så kan jeg ikke andet, kan jeg løbe mærkeligt.

Jeg udledte deraf, at det ikke var mig; det var mine sko.

("Det er ikke dig, det er mig" behøver man ikke bruge overfor sine sko. De siger alligevel ikke så meget. Ligesom næbdyr.)

Jeg løber gerne trail, og ude i skoven er der så mange skift i underlaget, at det er meningsløst at snakke om pronistiske holdninger. (Eller hedder det have pronationelle principper? Pronationsprincippræferenceproblemer?)

Det kan sagtens være anderledes, hvis man kun løber på asfalt eller andet tilsvarende hårdt underlag – dér er det jo samme, ensartede bevægelse igen og igen.

Min oplevelse er bare, både på trail og asfalt, at når tæerne kan få den plads, de skal bruge, er fødderne og resten af bentøjet meget gladere.

Jeg har fundet mit eget march-tempo og holder det!

Tempoet skifter efter hvilken type tur, jeg er ude på; men jeg forsøger ikke at leve op til lige at kunne udslynge et "vi tog den stille og roligt, kun tempo 4:30 eller måske 5" ...

Jeg løber af sted i mine egne tanker og/eller nyder landskabet.

Sætter jeg fart på for at nå distancen til én eller anden tid, er der stor risiko for, at jeg kan mærke det i mine knæ bagefter.

Hvis man knokler løs i for hurtigt et tempo på en løbetur, suppleres det næsten med garanti med, at man spænder i både ankler, hofter og resten af overkroppen.

Det er kun knæet, der ikke kan "tvangsindspændes", og så samler det hele sig dér.

Et lidt langsommere tempo på de næste ture ... så kan det være, smerterne i knæet fortager sig.

Det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte fart på; men det er min egne hurtige fart, ikke efter andres målestok.

Man kan sagtens(!) træne sig op til at løbe lynhurtigt, uden man får ondt i knæene af det; man skal bare ikke overhale sig selv undervejs.

Gør det ondt, går jeg!

Det kan godt være ubehageligt og anstrengende undervejs; men nu har det gjort ondt så mange gange, at jeg godt kan mærke, om det er rigtig smerte, der er på vej.

Så er det ned i gå-tempo.

Nogle gange blot 10 m, andre gange 100-500 m, andre gange igen resten af turen.

Eller også er det bare én af den slags dage, hvor ressourcerne allerede er brugt, og turen afkortes så meget som muligt.

Jeg holder hviledage!

Løbeture ni dage om ugen er for meget 😏

Jeg vil gerne være i bevægelse hver dag, hvis det passer ind; men der kan snildt være gåture, hvor jeg sørger for at holde tempoet nede.

Også her kan jeg sagtens mærke, hvornår jeg stæser af sted, og hvornår jeg er ovre i retning af godt slentretempo.

Ingen stæsen.

Hvis løb gør ondt på min krop, lader jeg være med at løbe!

Har knæene fået en ordentlig røvtur (som regel fordi jeg ikke har overholdt ovenstående!), står den på ikke-løb! Eventuelt i et længere tidsrum.

Jeg bliver ikke mindre værd af ikke at løbe (lever heldigvis ikke af det og har ikke bundet mit ego op på, at jeg skal løbe), så hvis løb skader min krop, lader jeg være med at løbe.

Ret enkelt 🤷

– "Det gør ondt, når jeg gør sådan her!"

– "Så lad være med at gøre sådan dér!"

I en periode, hvor jeg i praksis var sat helt ud af spillet med at løbe, gik jeg ture med rygsæk.

Tempoet skulle stadig holdes nede (det kan godt være en svær øvelse), og hvis der skulle mere til, gjorde jeg turene længere eller fyldte lidt mere i rygsækken.

Men ikke så meget, at knæene blev overbelastede.

Det virkede for mig på den måde, at jeg var i fin nok løbeform, da jeg kunne komme i gang igen.

Jeg løber ikke lange distancer, før jeg er klar til dem. Sådan rigtigt.

Hvad en lang distance så er ... Alt er jo relativt.

(Undtagen harens ører. De er dæleme lange!)

Selvom musklerne og konditionen kan opbygges rimeligt hurtigt, tager det tid for led og knogler at følge med.

En knogle er jo sådan set bare en hård muskel, fyldt med blodårer og andet godt. De skal også trænes.

Selvom det er noget fedt at se film fra og høre beretninger om monsterlange ultraløb, ved jeg bare, at jeg ikke er der. Ikke endnu. Ved heller ikke, om jeg kommer det.
I don't know and I don't care.

Jeg betragter min komfortable og problemfrie løbekapacitet på at være 25-30 km. Det er på den distance, jeg kan få nogle fede løbeoplevelser og se nogle ting.

Det er da bare træls, når jeg så i en periode kun kan løbe 3 km. Men sådan er det bare. For mig.

Det er selvfølgelig fedt nok at sige, at man på kun et år går fra ikke at have løbet til at kunne løbe en halv- eller endda en helmaraton. Det siger reklamen selv 🤩

Men at gøre det uden ophobning af skader, der lukker én ned senere hen, er en helt anden sag …

Summa summarum

Jeg er kommet over – og har efterfølgende undgået – knæbøvl ved

at bruge sko, der ikke krøller mine fødder og tæer sammen. Jeg spekulerer ikke på pronation
at løbe i et tempo, der passer til netop mig
at lære, at når kroppen siger "av", mener den "ro på, kammerat"
ikke at øge distancerne før alle dele i kroppen kan følge med

Det kan naturligvis gøre ondt mange flere steder end omkring knæene ...

Ømme lægmuskler

Der er en god chance for, at du "pusher" – løber i sprint-formation, med kroppen lænet fremad, under hele eller en stor del af løbeturen.

Dermed sker afsættet fra tæerne med kraft fra læggene.

Det giver en høj hastighed, men belaster også få muskler meget.

En mere opret stilling, så du "flytter kroppens tyngdepunkt vandret fremad" i stedet for at skubbe den frem vil fjerne den store belastning fra læggene til de større lårmuskler.

Kramper indvendigt i knæene, når du vågner om morgenen

Ikke spor sjovt at have fornemmelsen af, at knæene er låst i én halvudstrakt stilling, når man sådan set gerne vil ud af sengen!

Massér ydersiden og indersiden af benene, lige under og lige ved siden af knæene.
Det føles lidt som et kyllingelår – noget kød imellem sener og ben! Find de bløde steder og massér dem forsigtigt med fingerspidserne.

Målet er er at få kødet (musklerne) blødgjort, for det er dem, der låser; og de holder senerne fast.

Stille og roligt, først på det ene knæ, så det andet, tilbage igen til det første ... til du kan mærke, det løsner igen.

Og så acceptere, at din krop lige har fortalt dig, at du har anstrengt den mere, end den er klar til på nuværende tidspunkt 😊

En tøddel mere ro på turene, hvis du vil undgå, at det sker lige med det samme igen.

Overordnet set

Løb er blandt andet sjovt, fordi det udfordrer kroppen.

Det betyder også, at der er en balance mellem hvor meget, man vil udsætte den for, og hvor meget man gerne vil forøge sin styrke/udholdenhed/hurtighed.

Musklerne er det første, der bliver trænet op. Det er faktisk ret nemt; 3-4 uger, så er der tydelige resultater.

At få trænet sener og led op, tager meget længere tid. Det skal tælles i halve og hele år.

Det gode ved det er, at det endelig er ét af de få steder, der giver mening at anvende begrebet "pas på dig selv"!

#SchjllrpRun