23-08-2019
Ét af de mere filosofiske spørgsmål, der ofte dukker op i snakken med folk (og ikke mindst opslag på Facebook), er hvornår er man løber?
"Kun" ???
Hvad skal grænsen være mellem "kun" eller "hele"? 🤔
Om man så løber med eller uden gåpauser, forskellige distancer forskellige dage, forskellige hastigheder …
Er man ude og bevæge sig, med i det mindste en ægte intention om at ville løbe – så løber man!
- "Dem der løber 5, er ikke så seje som dem, der løber 10. Ha!"
- "Kun 10? Jeg løber en halvmaraton!"
- "En halvmaraton? Hvis du træner mere, kan du løbe en maraton, ligesom mig!"
- "Maraton? Ja ja, det bruger vi som træning til ultra!"
- "Ultra? Det er først, når du løber rundt om Mont Blanc."
- "Mont Blanc? Det er opvarmning til at løbe på tværs af USA!"
- "På tværs af USA? Næh du, jeg løber til Kasakhstan!"
- "Jaahh ... Men hvor lang tid er du om det??"
... Det stopper ALDRIG! 😁
Synes man, man løber ... og føles det fedt, når det virker som man synes, det skal ... så er det altså at løbe! Uanset hvad hastighed og distance så end er.
Der er så nogle, som løber fint, mens de er i gang; men så holder pause i flere måneder.
Pludselig forsvinder motivationen, og man har slet ikke lyst til at være i løb.
Nu gik det lige så godt med at være løber. Man har måske endda trænet til og gennemført nogle løb, været med på tur med andre. Eller simpelthen bare løbet sig nogle gode ture.
Hvor blev det af??
Det kan give frustrationer over, at man ikke kommer ud, at man så ikke er løber.
Nu hænger det én ud af halsen at løbe, og man burde jo … !
Her vil jeg stille ét af livets centrale spørgsmål:
Gør det noget?
Hvis man prøver at vende betragtningen 180°, så kan man træne sig op til at løbe en distance, hvis det er det, man får lyst til, og med jævne mellemrum have man en periode på nogle måneder, hvor man løber jævnligt.
Det er da meget flot!
Nogle betragter løb som noget, der også er en pligt.
Det gør jeg på ingen måde.
Gør det noget, at man ikke er løber?
Når jeg har været ramt af perioder med manglende lyst til at løbe, har jeg fundet et effektivt redskab:
Jeg lader være.
Dermed bliver løb ikke en sur pligt ... dem er der nok af i livet, til at jeg selv behøver forvandle noget, jeg ellers godt kan li' at lave, til en træls forteelse.
I de perioder går jeg i stedet ture eller kører mtb.
At tage en pakket rygsæk (10-20% af kropsvægten) på og gå med den er et fortrinligt og ofte overset alternativ til at løbe.
Sørger man så ydermere for IKKE at gå for stærkt, når man går, er det også skånsomt for knæene.
Mit råd er, at man nyder at løbe, så længe lysten er der.
Lad være med at frygte, at man går i stå.
Lad det bare ske, hvis det sker.
Så kan man se, om vandreture eller cyklen kan fange én i en periode, disc-golf, noget andet …
Det har sin egen tilfredsstillelse at kunne sige "Jeg er løber".
Men man er først og fremmest sig selv – og hvis dagens udgave af én selv er vandrer i stedet for løber, hvem har så retten til at indvende noget imod det? 😊
#SchjllrpRun
Bæredygtigt løb | Sustainable Running (🇬🇧) | Hvornår er man løber?
Indhold | Løbeteknik | Spor, ruter og steder | Turberetninger | Udstyr | Artikler | Diverse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar