25-12-2021
Juledag med høj sol, blå himmel og fire graders frost ... spørgsmålet var ikke, om der skulle løbes, men hvor!
Valget faldt på Hovedgård, med en runde i Tornbjerg Skov og ved kontra-vildtbanestien i Testrup Skov.
Et par mindre skove, der gav 8-9 km på gode stier, som alligevel med god samvittighed kunne kaldes trailløb 😄
Næste gang starter jeg fra Hovedgård Hallen; men ellers er det bare at hygge rundt på stierne, som man næsten ikke kan fare vild på.
(Jeg siger “næsten”, for jeg kender visse personer med imponerende evner i den retning 🤪)
Tornbjerg Skov, inde midt i Hovedgård, er nærmest en park med stier. Og træer i stedet for græs. Hvor der er rådyr i stedet for muldvarpeskud. Et hyggeligt sted med shelter, legeplads med træningsmaskiner og meget brugervenlige stier.
Nord for Hovedgård ligger Testrup Skov; her er der en skovvej på den ene side, som går over i spor – der ved vendepunktet lige nu er blokeret af en stor bunke stammer, man lige skal venstre om, for at komme sydpå igen ad stien.
Her er det mere trail, ligeledes med forskellige stier at følge. En super oplevelse, hvis man er ny på sporet. Stadig fortræffelig natur med godt flow flere steder, hvis man er mere rutineret på naturens stier 😃
Efter en aften med juleand og morgen med juledagsbrunch var det helt perfekt med det friske bid i luften og en tur, der bare kunne nydes 😁
#SchjllrpRun
2024 | 2023 | 2022 | 2021 | 2020 | 2019 | 2018 | 2016
Indhold | Løbeteknik | Spor, ruter og steder | Turberetninger | Udstyr | Artikler | Diverse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar