Rold Skov (den ved Horsens)

05-06-2023

Inde til højre, når man kører fra Horsens mod Juelsminde langs kysten(ish), ligger der 3½ km fra Horsens' byskilt en mindre skov: Rold Skov.

En kommunal skov, komplet med røde markeringspæle, skovsø og endda et shelter.

Hvad skoven ikke har, er bakker!
Men det er nu okay; jeg vil egentlig sige, at det er én af de bedste bakkeløseste ruter, jeg har i arkivet 😀



Ruten går på såvel gode og faste stier som på grusveje, ad mindre faste (men stadig gode) stier, ad skovveje der nu er mere skov end veje, og ad stier som kompenserer for, at det ikke går op ad bakke – for man skal lige kæmpe sig lidt frem.

Endelig er der enkelte strækninger med off-trail. Ganske få. Så lidt, at det praktisk taget ikke er værd at snakke om 😇

Hvad der til gengæld er værd at snakke om, er at man kommer gennem flere forskellige træarter i løv- og nåleskov, at der næsten er garanti for at se rådyr og egern, og ikke mindst at man visse steder løber i rene tunneller, hvor skovvejene er helt overvoksede af træernes kroner 🤩


Hvis man vil løbe relativt uhindret på ruten, skal man tage den i vintermånederne eller det tidlige forår, før brændenælder og den slags vokser op.
I sommermånederne kan det være en fordel at tage nogle små omveje uden om det værste ukrudt (som jo ikke er ukrudt, da det vokser med fuld ret ude i den frie natur … men … you get the point!)

Skoven kan sagtens løbes uden brug af gps-ruten; der er gode, store grusveje gennem skoven, så man kan sagtens få sig en fornøjelig tur på 5-6 km uden nogen videre planlægning.

De godt 10 km, jeg har tegnet ruten, går igennem praktisk taget alle områder i skoven.

Nogle enkelte steder løber man kortere strækninger samme vej to gange … Det undgår jeg helst; men i dette tilfælde gav det alligevel mest mening. Det er også derfor, jeg har lagt tre del-ruter op – så kan man aktivere hhv. 1., 2. og 3. del på sin gps, så man ikke roder rundt i, hvilken del af sporet man skal løbe hvornår.

Topografisk flad; indtryksmæssigt fuld af højdepunkter 😊















👣 Sporfiler til download, parkering mv. angivet på kort




#SchjllrpRun

2024    |    2023    |    2022    |    2021    |    2020    |    2019    |    2018    |    2016


Indhold   |  Løbeteknik   |  Spor, ruter og steder   |  Turberetninger   |  Udstyr   |  Artikler   |  Diverse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar