I Took a Wrong Turn ... And I Just Kept Going

15-06-2019

Historien om et diskret maraton

(Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud for, at jeg ikke kan få et par verselinier fra Bossen til at passe ind?!)

Da jeg stod op om morgenen, vidste jeg ikke, jeg ville løbe en så lang tur senere på dagen; men noget ved at se en rød- og hvidmalet flyver inspirerede åbenbart ... Eller også var det bare fordi 😄

En lun lørdag, en gråvejrsdag præcis midt i juni, måske udsigt til regn, Dannebrogs 800 års fødselsdag. Kunne det være mere perfekt?


Tanken var at starte ud fra O-klubben og så løbe rundt om søen ... måske dreje et andet sted, end jeg plejer.

Første sving blev ud på asfaltvejen – Den var i hvert fald helt ny!

Derefter ud mod Nørrehåbsstien, Tamdrup, omkring Vinten, Lund, Østbirk, Den Genfundne Bro ... Lige tjekke systemerne; var jeg ved at være brugt op? Næh. Fint. Keep on rollin'.

Det længste, jeg hidtil havde løbet, var godt 30 km trail i Mols. Det kunne da være lidt sjovt at se, hvor langt jeg i grunden kunne trække den.

Ok, helt tilfældig var ruten måske ikke ... Jeg havde fået opsnust en del af ruten, der var brugt til Horsens 100-løbet; og dér var der en maratondistance fra O-klubben op til tårnet på Ejer Bavnehøj.

(Nåh ja ... jeg havde selv tegnet ruten til Horsens 100, så det var forholdsvist enkelt opsnust 😏)



Start ved O-klubben.
Gad vide, hvad dagen bringer?
Jeg er åben for alt.



Tamdrup Kirke ...
Jeg ville have taget et billede, da jeg løb op mod den fra den anden side.
Men jeg løb i mine egne tanker og kom først i tanke om det, da jeg var nået herom 😄



Den gamle Lundum Station ...
Både fascinerende og charmerende, som udtrykket bibeholdes


// NØRD: On //

En del af øvelsen gik som sagt på at finde ud af, hvor langt jeg kan løbe. Vel at mærke uden at det begynder at gøre ondt nogen steder. (En fordel i den henseende: Tiden betyder ikke det fjerneste.)

En anden del gik på at teste, om de ting, jeg taler om, når jeg snakker løbeteknik, også holder på de længere distancer.

(Spoiler-alert: De holder også på maratondistancen).


Sætte den ene fod foran den anden og slappe af imens. Det holdt hele vejen.

Man skal løbe og se afslappet stolt ud ... Hvordan gør man lige det?!

Jo, man sørger for, at man ikke kan se noget af sig selv, mens man løber.

Ganske enkelt. I hvert fald når man løber på almindelig asfalt, og armen bevæges frem og tilbage nede i hoftehøjde. (Ved trailløb bruger man armene på en anden måde.)


Nogle gange oplevede jeg, at en muskel i det ene ben spændte op: Længere frem med tyngdepunktet (så jeg ikke kunne se noget af mig selv) og slappe af. Tjek.

Andre gange, at jeg var kommet til at løbe lettere sammenbøjet: Ret ryggen, kig fremad, så jeg ikke kan se mig selv. Tjek.


Ingen smerter i knæ eller andre led, ingen ømme tæer, ingen vabler, ingen gnavsår eller noget.

Roligt tempo, som kroppen er med på. Tøj der virker. Sko med god plads til tæerne.

Det fungerer 😁

//NØRD: Off //



Den Genfundne Bro.
24 km ude.
Dette var ét af mine checkpoints for at mærke efter, hvordan det gik.
All systems go. 




Gudenådalen ...
Endnu ét af de steder, hvor jeg ikke kan andet end stoppe op og suge indtrykkene til mig.
Et billede er kun en fattig erstatning, men det bedste jeg kan gengive. 




Dér var det!
Tårnet på Ejer Bavnehøj i det fjerne.
Selvom turen foregår i zen og det er en fornøjelse blot at være til stede i nuet og nyde at være i naturen
... Så er det nu alligevel rart at kunne se målet forude ;)
(Dog krydret med en smule vemod, jeg har oplevet før – nu er turen snart slut.) 



Det er nu altså flotte landskaber på de kanter!

Han er altså ikke helt uden evner, ham der tegnede den rute ...! 😆

Er man til asfalt og lignende, eller flotte landskaber, kan jeg absolut anbefale turen (42,3 km, 716 hm).

Vil man ikke løbe hele strækningen, kan det f.eks. i stedet være ud til Tamdrup Kirke, til Den Genfundne Bro, eller hvor langt man nu vil. Og så blive hentet ved endestationen.

Der er dog et par stejle bakker på den sidste del af strækningen. Forventeligt, når man skal op over både Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj ;)


En ekstra finesse, jeg fandt ud af:

Min chauffør passerede mig på vej op mod EB; meldingen var, at jeg lignede én, der uden problemer kunne løbe 10 km mere.

Fedt.

Færdigheden: "Spil for galleriet" - ✔


Jeg er ikke færdig med de lange distancer. Maratondistancen var heller ikke grænsen.

Min første prioritet er dog, at det skal foregå uden skader. Så det bliver hverken rekorder eller podiepladser; for at opnå det, skal man ofre noget af sig selv, jeg ikke er indstillet på at give.


At være ude og løbe i flere timer sådan en dag ... det er fantastisk!

I'll meet you further on up the road 😎



Ejer Bavnehøj, tjek.
Himlen har åbnet sig med en smule regn (ok, det pi.... sådan set ned), hvilket er behageligt afkølende.
Alligevel en god fornemmelse at have nået målet 




Jeg har nu løbet en halv dinosaurus.
42,3 km, 716 hm.
Det ses jo tydeligt, at her er et uafsluttet projekt – resten af ruten skal også vinges af.
Forinden skal jeg dog lige genoplades med en massiv mængde trail i stedet for asfalt 🙃



👣 Sporfiler til download, parkering mv. angivet på kort




#SchjllrpRun

2024    |    2023    |    2022    |    2021    |    2020    |    2019    |    2018    |    2016


Indhold   |  Løbeteknik   |  Spor, ruter og steder   |  Turberetninger   |  Udstyr   |  Artikler   |  Diverse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar