Running the Island: Local Edition (Endelave)

02-11-2019

– "Hey, Jesper, den der vandretur, vi ikke kom på i år; skal vi ikke lave det til en løbetur i stedet?"
– "Det var da en kanon ide! Har du tanker om noget specielt sted?"
– "Hvad siger du til at løbe en tur rundt om Endelave?"
– "Igen: Kanon ide! Den er jeg helt med på."

Omtrent sådan foregik snakken med Kim som indledning til dagens tur: Kyststrækningen rundt på Endelave.

Hvor var det en fed tur ...!



For at forøge kvaliteten af selskabet var Mose med, så der var dømt løb og hygge i kombineret prioritet 🥳

Formålet var at have en hyggetur, løbe rundt og se, om vi ikke kunne følge kysten. Der har før været løbeture derovre; men nu ville vi gerne ud i alle kroge.
Det kom vi også!


Fra den varme færge ud i den kølige vind, løbe af sted i læ, så det føltes varmt igen, omkring første hjørne med lidt mere vind på ... og så kom vi ud, hvor vinden blæste og regnen tog til!

Jeg var slet ikke klar over, at Endelave har forrevne kyster med klinter af sand og en tange i stil med Skagens Gren; men det har den!
Fra den stille lyd af bølger mod stranden og regnen mod hætten til bølger med hvide skumtoppe, der slog mod stranden! Turen gik derud af, krydret med masser af snak af varierende kvalitet, sporfinderi mellem buske og træer, over The Rivers of Endelav'.

Vind og regn friskede op i ansigt og sjæl; stemningen god, selskabet flot – Vi vidste, hvad vi sigtede efter, var ikke helt sikre på, hvordan vi kom derhen; men 100% sikre på, at vi nok skulle nå frem!

Det indebar ganske vist lidt kravlen op ad skrænter, over og under hegn, soppen rundt her og der, hvor dagens regn (og vandet fra Kattegat) fyldte enge med vand, og der skulle ses godt efter for at finde stier alle steder. Men vi har alle været til yoga ved Mose; at finde stier er ét af specialerne, og vand skræmmer os ikke!

Den rå natur, efterårsfarverne, følelsen af naturens power, der blot lige er ved at vågne for årstiden ... Det var helt fantastisk 🤩

Vi så (naturligvis) kaniner, rådyr, harer, geder(!) og fasaner; vi var på ingen måde alene, selvom vi var i Udkantsendelave. Det blev en tur på 28 km, så lidt fik vi alligevel rørt os.


Tilbage ved færgelejet stod den på endnu mere snak og hygge, varm spaghetti, kolde øl og  god kaffe med cookies ... Jo jo, vi skulle sørge for at indhente nogle kalorier. Ellers vil vi forsvinde ind til det helt rene ingenting 😇

Formidabelt initiativ og god ide, Kim – og tak for godt selskab og en forrygende tur til begge d'herrer, Kim og Lars 🙏































#SchjllrpRun

2024    |    2023    |    2022    |    2021    |    2020    |    2019    |    2018    |    2016


Indhold   |  Løbeteknik   |  Spor, ruter og steder   |  Turberetninger   |  Udstyr   |  Artikler   |  Diverse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar