Opbakning i Vejle … Nørreskoven

06-06-2021

Opbakning i Vejle …
Og nedbakning for den sags skyld ... Kort sagt, herligt mange bakker 🤩

En løbetur i Nørreskov i Vejle er en oplevelse af grønt og liv, stejle bakker og flade stier: Skøn natur placeret meget bynært 😃

Med start fra noget så urbaniseret som Bilkas parkeringsplads, er det en flyvende start ned ad bakken og ind i skoven!

(Man kan selvfølgelig også starte fra f.eks. tennisbanerne eller dyrehaven, hvis man vil undgå den stejle bakke opad, når man afslutter turen 😁)

Ad såvel brede grusstier som singletracks, med enkelte indslag af asfalt, hvor det ikke kan undgås (for at komme under motorvejen), indbydende trapper, langs rislende vandløb, over kunstfærdige broer, med udsigt til fjorden, og til dådyr som hilser nysgerrigt på én og gerne springer om kap.
Jeg oplevede endda et egern, der gav den som supermodel! Jeg fik lov at tage adskillige billeder i forskellige positioner – og da jeg pakkede kameraet væk igen, kiggede det lige en sidste gang på mig, inden det pilede op i toppen af træet 🤩

I den grad fantastiske perler 🙂


Det er ren optankning af brændstofcellerne (mentalt, i hvert fald) at løbe rundt i så pragtfuld en skov 💪


Selvom trafikken kan høres stort set over det hele, er sangfuglene alligevel den dominerende baggrundsmusik. Skovens dufte er med én alle vegne, og fornemmelsen af at være i en skov er absolut til stede!


Nørreskoven ligger ikke i Vejle; Vejle ligger omkring skoven 🌳🦘🌲


Selv en gammel skihopbakke kan man finde! Når man har løbet opad dér, har man til fulde fortjent at udtale "I have the high ground!" 😏


MEN! Se dig godt for, når du løber op ad skihopbakken!

Det er et mtb-spor den modsatte vej, nedad – og ja, man har som løber også ret til at være der ... Men én på cykel nedad har ikke kinamands chance for at undvige en løber midt på sporet!

Nedefra er der pænt udsyn hele vejen, så det kan sagtens gøres sikkert – hvis du som løber tjekker op ad sporet, inden du render dén vej, også undervejs.
Hold dig ude i siden, så du kan træde ind i skoven, hvis der viser sig nogen oppefra.


En del af turen foregår i det hele taget på mtb-sporet (bl.a. fordi mtb-sporet har overtaget mange af vandrestierne), og der kan køre cykler på grusstierne. Hold lige øje med og ørerne på dem (gearskifte og bremser har ofte en karakteristisk lyd i skoven).

Der kan altid løbes på flere og mere kringlede stier (eller mangel på samme), gennem vandløb og sumpe.
De værste stykker af den slags er dog sorteret fra på denne rute, så man ikke behøver være både bjergged og vandbøffel på én gang for at nyde den til fulde – jeg tilstræber at finde flow, snarere end fysisk afstraffelse, i de ruter, jeg lægger op til folkets fornøjelse 😎

(Afstrafning kan stadig sagtens findes, til dem der nu er til den slags!)


Turen rundt giver 900 hm fordelt på 19½ km. En stor del af grusstierne er endda flade, vandrette stier (ikke bare Jesper-vandrette, men vaterpas-vandrette), så det siger noget om de gode stigninger på bakkerne 🤩


Man behøver naturligvis ikke løbe alle områder af skoven igennem på én gang; det er fuldt ud muligt at tage den i kortere stykker.

Uanset hvor man vælger at begynde og slutte, vil man få en herlig tur.
Sådan er Nørreskoven 😊


























































👣 Sporfiler til download, parkering mv. angivet på kort




#SchjllrpRun

2024    |    2023    |    2022    |    2021    |    2020    |    2019    |    2018    |    2016


Indhold   |  Løbeteknik   |  Spor, ruter og steder   |  Turberetninger   |  Udstyr   |  Artikler   |  Diverse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar