18-07-2022
Sommerferie i Schweiziske bjerge, sol og høj himmel … det kalder på løbeture 😄
Alperne er en velsignelse af fede ruter – og en forbandelse i vanskelig logistik, for bjergene ligger altså lidt i vejen. Og tager meget af udsigten 🤔
Men hvad gør det, når man bor næsten ved siden af en lift, der kan køre én op til 2.229 m.o.h., og der så dér ligger den mest fristende rute 😁
Ud med de andre forberedte ruter; hvis ikke jeg løb den her, ville jeg garanteret ærgre mig …
Efter at have løbet den, kan jeg kun bekræfte dén tanke!
De fedeste udsigter langs graten, kanon flow såvel op som ned, tilpas teknisk, med indslag af “turistvenlige stier”, når jeg passerede andre områder med skilifte og bjerghytter.
Ruten er egentlig en godt 10 km vandretur fra liften over til et hotelområde; men lige at fortsætte ned til bjergsøen var mere naturligt for mig. Og så skulle jeg bare hjem igen 😁
Så kunne jeg også få lov at opleve al den løben ned ad bakke fra den anden side … Heldigvis. Ellers havde jeg følt mig snydt.
Jeg var glad for stavene undervejs, både opad (så jeg havde et sæt ekstra ben at tappe kræfter fra) og nedad (hvor stavene virker som støddæmpere), og ikke mindst for skyggen + ørkenslaget på kasketten.
Knap 4 timers tid i 28-33 graders nådesløs højfjeldssol kræver lidt forholdsregler.
Jeg traf flere undervejs, der mest af alt så ud som om, de ønskede, de var et andet sted. Og som gloede på mig, som om jeg var åndssvag, fordi jeg endda kom løbende!
(... eller også så jeg bare mærkelig ud. Løb eller ej 🤫)
Med tilpas medbragt vand og mad i løbevesten, tilsat en herlig fornemmelse i både krop og sjæl af at være i løb, oplevede jeg ikke noget ubehag.
Den største fare var at huske dæmpe hastigheden eller stoppe helt op, når jeg ville nyde udsigterne – det var en grat (altså en kant på en bjergside), og flere steder var den mest fornuftige disposition at holde sig på stien frem for at skvatte ud over kanten 😏
Undervejs havde jeg mine tanker omkring rutens navn og så det at løbe i Alperne … det gik tilfredsstillende op og ned (omkring 1000 hm fordelt over 22 km), og ruten hed “Horizontalweg”??!! 🥴 Ok, så er linien med at løbe i bjerge da lagt!
Nååhh, “Horizont Weg”!
Det er jo noget andet ... og giver mere mening 😆
Selvom de omkringliggende bjerge havde en vis substans (læs: kanonfedebjergmassiver!), fik jeg alligevel indtrykket af netop at kunne se helt ud i en fjern horisont …
Bjergene er så store, at man føler sig helt lille i sammenligning – og dermed bliver mulighederne næsten uendeligt store, hvor kun fantasien og éns egen præstationsevne sætter grænserne for, hvad der kan lade sig gøre!
Elsker at opleve den fornemmelse; bjergene leverer den gavmildt gang på gang 🤩
Gennemført skøn tur 😊
#SchjllrpRun
2024 | 2023 | 2022 | 2021 | 2020 | 2019 | 2018 | 2016
Indhold | Løbeteknik | Spor, ruter og steder | Turberetninger | Udstyr | Artikler | Diverse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar