#SchjllrpRun: Dunedin - Verdens stejleste gade

24-07-2023

Den sidste tur i det new zealandske var usædvanlig på mere end én måde:

Ud over at den indbefattede Verdens Stejleste Gade, var den også planlagt som en ren bytur!

Jeps … Asfalt ahead.

(Spoiler alert: Jeg fandt alligevel spor i skoven undervejs)

Turen gik gennem gaderne i Edinburgh … og inden du tænker, at nu rabler det helt for mig, så er det fordi, det skotske grundlæggere af Dunedin (som Edinburgh hedder på keltisk), ville bygge et nyt Edinburgh. De tog sig ikke af små detaljer, som at der var en kende stejlere i det new zealandske, og lagde vejene på samme måde.

Derfor ligger mange af husene klistret op ad bjergsiderne. De har helt klart stået og tænkt "Mountain? That's not a mountain. Ben Nevis is a mountain!" og ellers bare bygget videre 🤷‍♂️

Dette førte alt sammen til anlæggelsen af verdens stejleste gade, Baldwin Street.

Så stejl, at den er optaget i Guinness' Rekordbog!

Og vil jeg lade chancen for at løbe op ad verdens stejleste noget-man-med-rimelig-kan-forvente-at-kunne-bevæge-sig-ad gå fra mig?!

Ikke tale om 🥳

Af sted i gaderne, forbi bryggerier og andet dagligdags liv. Som sådan ikke den store udsigt; men alligevel med sin egen fascinerende side af, hvordan det dagligdags liv udspiller sig i sådan en by.

Her har løb en stor fordel frem for at gå en tur: Man kommer simpelthen hurtigere gennem flere virkelighedsvinduer at kunne betragte.

Fremme ved første mål: Den stejle gade.

Jeg kunne se, det som sådan var en helt almindelig gade. Det er en blind vej, og man skulle ikke regne med at kunne vende på toppen (sagde skiltene).

Den vendte bare lidt mere skrået opad, end andre gader normalvis gør.

Der var kun én vej: Opad i løb!

Det lykkedes også at løbe nææææsten hele vejen. På det mest stejle stykke måtte jeg godt nok ned i gang 😆 Lige dér var fortovet også erstattet af trapper, så det var vist okay.

Heldigvis kom jeg over i løbetempo igen lidt højere oppe.

De slyngler havde så placeret en info-tavle om gaden næsten helt oppe ved toppen … men kun næsten!

Syv ottendedele oppe.

Det var overhovedet ikke aktuelt, at jeg skulle stoppe op undervejs og læse den tavle!

Nul.

Vejen skulle tages i ét stræk.

Så jeg måtte ned igen bagefter for at se nærmere på den 🙄

Og så derefter op til toppen én gang til, for jeg ville fortsætte videre af en sti derfra.

Sådan måtte det være.

Nu var Baldwin Street ikke det eneste stejle på turen ...

Jeg havde fornøjelsen af at løbe ned ad en sti til næste vej, der så gik omtrent lige så stejlt opad igen, ad flere opad-veje, trapper og stier på vej op mod Signal Hill Lookout.

Forinden skulle jeg dog lige ad en grusvej, jeg så undervejs – for den førte op til en anden top, hvor jeg også ville nyde udsigten.

Det lykkedes at komme derop!

For de anstrengelser blev jeg belønnet med den mest fantastiske grå farve tåge ud over det hele 🏆

Nå, det var Signal Hill, jeg egentlig havde kurs mod …

I det tiltagende mørke gik det ad veje, der nærmest lå som korridorer med træer på begge sider, alt sammen med en tåge over sig.

De mest fantastiske Moody Pics (som stemningsbilleder, der er mørke – ikke deprimerende, snarere intense – hedder), der bare skulle ses i realtid 🤩

I al (mangel på) beskedenhed var jeg nu ganske tilfreds med, hvordan løbet gik. Jeg følte mig som en dieselmotor: farten gik ned på de mest stejle stykker; men da det blev fladere igen, begyndte jeg automatisk at øge hastigheden. Go' fornemmelse 😎

Jeg havde naturligvis også selskab af nogle får undervejs. Man er vel på New Zealand.

Der fik mig til at spekulere på, om man, hvis man rammer sådan et dyr med en golfkølle, så skal råbe "fåååår" … 🤔

(Et hurtigt tjek på højdemåleren; nej, jeg burde ikke lide af iltmangel. Det var simpelthen en joke af fårrygende kvalitet!)

Fra toppen, Signal Hill Lookout, var der den samme betagende udsigt, som der var fra den tidligere top: Perfekt ensartet grå farve tåge!

Men det var nu flot mellem træerne. Så pyt med udsigten over vandet.

Nu ned mod byen igen, og det var her, der viste sig at være stier i skov. De havde nemlig også mtb-spor, der virkelig ville noget!

Risikoen for at møde mtb'ere var forsvindende lille – og hvis de skulle nærme sig, er jeg sikker på, at det ville være med en masse larm i det skøjteglatte mudder på de lerede spor!

Her er et par gode trailsko bare langt at foretrække frem for mtb-dæk 😃

Et par enkelte stop undervejs for at tage billeder af byens lys, og så ellers i fedt flow/frit fald nedad igen 🥳