Rundt ved Ry … down Memory Lane

05-10-2024


Et tilbageblik 9 år tilbage i tiden – så lang tid siden er det, jeg havde været på lige de kanter, jeg var på lørdagens løbetur!


Turen gik fra Ry, nord om Julsø, i retning over mod Nordskoven.

Dengang var mountainbiken det foretrukne redskab på langture; mit sporarkiv er godt forsynet med spor fra forskellige lejligheder, i perioden fra 9-12 år siden … hvordan mon det ville se ud efter så mange år 🤔





Først af alt: Det var en super hyggelig oplevelse 😊


Himlen var så tilpas blå og vejret varmt til, at det hverken var for koldt eller varmt. Det er en herlig årstid lige nu; de begyndende efterårsfarver lå også flot ud over hele landskabet, og med den skinnende sol var der ekstra pang på farverne, samtidig med at skyerne prydede ovenover, uden at det truede med regn 🌤 


Det gav adskillige lejligheder til at nyde de flotte syn undervejs 🤩 


Når jeg rettede blikket nedad, kunne jeg konstatere, at nogle spor var vokset helt til, andre lå der fint – når man lige vidste, hvad man var på jagt efter 😁 (Det er ikke umuligt, at de af andre ville blive betegnet som “forsvundne spor” 🤷‍♂️)


Der var kommet officielle forbudsskilte, sat af kommunen, mod mtb flere steder – og sædvanen tro var der friske hjulspor alligevel. Der var også “tilfældigvis” væltet træer ned visse steder … så jo det var med de forventede naturlige og ikke mindst menneskeskabte forhindringer.


Til gengæld var andre steder igen lavet til afmærkede ruter og dele af kondistier – gode infoskilte om historiske steder og fint slået græs, hvor man kunne gå (løbe) 😃



Sporet var hovedsageligt ikke udpræget teknisk vanskeligt; det var mere hyggespor. Der var heller ikke nogen steder, hvor sektionerne var forfærdelig stejle (efter min målestok), så det var bare at nyde flowet og forløbet hele vejen rundt 🥳


Det stemmer og godt nok overens med det, vi brugte sporene til på mtb i sin tid: Transport fra Ry til Nordskoven, hvor der blev kørt teknisk, og så transport tilbage igen. Glimrende træning til f.eks. ture til Harzen.



Det blev til 27 km og knap 600 højdemeter, med det meste højde placeret omkring vendepunktet for turen. Det giver også meget god mening, eftersom turen fra Ry forløber langs bredden af Julsø.

Jeg nåede ca. to tredjedele af strækningen over mod Nordskoven; jeg havde ikke fået tegnet et sporforløb på det sidste stykke, som jeg var tilfreds med. Det får lov at vente til en anden god lejlighed 😊


Et herligt gensyn med området nord for Julsø 😃




























#SchjllrpRun

Flere turberetninger


Indhold   |  Løbeteknik   |  Spor, ruter og steder   |  Turberetninger   |  Udstyr   |  Artikler   |  Diverse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar