af Jesper Schjællerup, 10. marts 2021
Blandt mange udtryk om miljø, er "bæredygtigt" nok det, der oftest bliver anvendt forkert.
Bæredygtighed er ikke at udnytte den mængde ressourcer, man har, i længst mulig tid. Eller at opbruge dem mindre hurtigt end ellers.Kort fortalt er en proces bæredygtig, når den kan indgå i naturens kredsløb i en uendelighed.
Denne artikel er ikke en snak om udstyr lavet af genbrugsplast, plantebaseret kost eller om kun at deltage i de løb, man kan tilgå uden anvendelse af fossile brændstoffer.
Den er meget mere nærværende: Den er om din egen krop.
Den er meget mere nærværende: Den er om din egen krop.
Hvad har bæredygtighed så lige med éns egen krop i forbindelse med løb at gøre … ?
Det har noget at gøre med, om du kun kan løbe i en kortere periode i tilværelsen, f.eks. for at deltage i et bestemt løb, og så derefter ikke kommer til at løbe mere, fordi du konstant render (ok, nok snarere går) rundt med skader.
... Eller om du snarere løber på en måde, så du kan gennemføre både træningen og selve løbet, og i øvrigt derefter fortsætte med at nyde løbets glæder.
Hvis du bruger dig selv, uden at bruge dig selv op, kan løb indgå i din naturs kredsløb i en uendelighed.
Så løber du bæredygtigt.
Det var sådan set det vigtige. Du kan stoppe her og løbe en tur i stedet.
Fortsættelse sker på egen risiko for udsættelse for filosofiske tanker.
Ét af de andre udtryk, man ofte ser anvendt, er "vi har kun én jord". Hvilket jo er fuldt korrekt. (Med mindre man tror på parallelle universer. Det behandles muligvis i en senere artikel.)
Analogt med dette kan man sige: Du har kun én dig.
… Det var straks værre! Nu kom det pludselig meget tæt på. Hvilket dog ikke gør det mindre sandt.
(Lad mig her afgrænse definitionen af "uendelighed" til "en levetid". Vampyrer og tilsvarende kan se bort fra denne korrektion.)
Forbruget af de tilgængelige ressourcer i kroppen kan ske lynhurtigt. Det kan ses ved begynderen, der giver den fuld gas og derefter har kronisk ondt i knæ og fødder/lænd/ryg/you name it. Der bliver købt stort ind af rigtige sko og specielle indlæg, lavet løbetest i stor stil og tapet her og der samt stukket nåle i resterende frie flader, for endelig at oversmøre det hele med smertestillende creme, simpelthen i forsøg på at kompensere for, at det gør ondt hele tiden.
Det kan også iagttages hos den mere garvede, der har rutinen og træningen, og som er vant til at løbe langt og hardcore – og alligevel fortsætter som vanligt, trods kroppens begyndende signaler om, at lige denne weekend behøver vi ikke løbe det planlagte maraton. Heller ikke deltage i det løb, der ellers giver endnu en medalje til samlingen, vel?!
Har man reelt brug for det, skal der selvfølgelig de nødvendige ting til, hvad enten det er for at behandle fodlidelser eller dæmpe en smerte midlertidigt. Desværre er det bare alt for ofte, at første svar på, at noget gøre ondt, er, at man skal købe noget specielt for at modvirke det, i stedet for at overveje sin teknik og intensitet.
Det er fedt at opnå resultater hurtigt, at få anerkendelse, det er sejt at kunne slå alle de andre, eller i hvert fald bare nogle af dem. Det er fantastisk at komme ud af komfortzonen, at udfordre sig selv, overvinde sig selv, være bedre end i går, og hvad har vi ellers.
Helt uden ironi: Det er fedt!
Hvis man vil blive ved med at kunne løbe, er kunsten bare at kunne dæmpe den konstante jagt på dét sus. Få lagt passende pauser ind imellem løbeturene og anden træning, så det ikke bare er denne sommer, man er én af de hårde; men at man også er det næste sommer, næste igen, osv.
Selv når sommeren går på hæld, må man gerne stadig føle sig i topform
Det er ingen tvivl om, at de helt seje præstationer, de hurtige tider, de ekstreme distancer kommer fra folk, der sætter sig et mål for øje og arbejder intenst frem mod det og knokler en vis legemsdel ud af benklæderne! Det er ikke tanken om, hvorvidt man kan holde til det samme de næste 50 år, der får én til at komme først over målstregen.
Motivation kommer i forskellige former. Lad det være sagt med det samme:
Det står enhver fuldkomment frit at løbe af de årsager og af den motivation, der virker eller man synes om. Så længe det ikke er noget, der går ud over andre.
Hvorvidt det så er noget, der går ud over én selv i urimelig grad, er selvfølgelig også op til den enkelte at afgøre.
For mange er det dog ikke et aktivt og bevidst valg; man slider sig selv op i bedste mening.
Det kan være fordi man "træner som eliten" eller noget i den stil. Uden at tænke over, at eliten stort set kun skal holde til at komme over målstregen. (Sædvanligvis dog gerne gentagne gange, men alligevel i en begrænset periode i livet.) Om eliten skal gå på krykker, når de når op i årene, betyder ikke noget. Vindere træner hårdt og spiser sundt. Færdig.
Pragtfuld skov, et lag af sne, en bakke der trækker vejret godt og grundigt ud af én; flere gode oplevelser i en samlet pakke
Det kan også være fordi man kritikløst følger et træningsprogram eller andres vejledning uden samtidig at lytte til, hvad éns egen krop siger – og ikke får den kyndige hjælp til at lytte efter de tilbagemeldinger, kroppen giver.
Endvidere kan det være vanskeligt at begrænse sig, hvis man løber med en flok, hvor man lader sig presse for meget. Det er en rigtig svær balancegang, for samtidig har mange brug for en gruppe at løbe med for overhovedet at komme af sted.
Det er heller ikke altid nemt at vide, hvornår det er passende "for meget" eller for meget "for meget" – for kroppens skal stresses til en vis grad for at styrkes.
Det er ikke stressen i sig selv, der er farlig. Så længe den bare ligger inden for grænserne af kroppens (og sindets) elasticitet.
Det er processen med genopbygning/genopladning bagefter, der er vigtig at få med, når systemet skal virke.
Som udgangspunkt: Hvis musklerne begynder at gøre ondt i stedet for blot at være ømme, er det altså ikke et godt tegn.
Når det går fra at være en joke med "det skal løbes væk", til det bliver en (mere eller mindre) stille bøn, så skal man kraftigt overveje at drosle ned for intensiteten. Tror man, at man skal løbe hurtigere for at modvirke smerten, er det helt på vildspor.
Gear ned, og lad kroppen følge med.
Smerte er kroppens måde at sige "Det du lige gjorde; lad være med at gøre det igen".
Køligt, frisk og aldeles fantastisk løbevejr
Når jeg ser rundt på adskillige af mine venner og bekendte, der kan og har kunnet løbe langt eller hurtigt, er det er skræmmende stort antal, der har måttet under kniven på et tidspunkt.
Der er næppe tvivl om, at hvis man skal opereres på grund af sine aktiviteter med løb, er der noget, man ikke har gjort helt optimalt, set fra et fysiologisk synspunkt.
Selvfølgelig kan der ske uheld undervejs, som kræver operationer. Det er ikke den slags ting, jeg snakker om.
Jeg snakker om, at man, i stedet for at opbygge kroppen, nedbryder den.
Hvis drømmen er, at man kan fortsætte med at løbe, uden at blive skadet eller slide sig selv op, skal man afpasse hele sit bevægelsesmønster og sin intensitet efter det.
Det er netop her, begrebet "bæredygtigt" kommer ind i billedet:
Man løber ikke længere, hurtigere, oftere eller vildere end kroppen hele tiden kan følge med.
Den nedbrydning, der er én af essenserne i at blive stærkere, følges at en lige så vigtig – men ofte overset – essens, nemlig restitution, genopbygningen. Som sagt er genopbygningen bagefter vigtig (eller rettere: uundværlig) for systemet.
Eller sagt på en anden måde: Man skal huske at slappe af og hvile i tilstrækkelig grad.
(Og nej, det er ikke et gennemsnit; bare fordi man har siddet i sofaen de sidste to årtier, kan man ikke give den fuld gas uden pauser de næste 20 år …)
Der er flere ultraløbere, der gennemfører de mest utrolige præstationer, hvor distancerne måles med tre eller flere cifre, som får hvilet ud og ladet kroppen komme til sig selv igen, og derefter kan fortsætte glad og fro uden problemer.
Det er et glimrende eksempel på, at menneskekroppen er en ret hårdfør maskine. Man skal bare lige huske at holde den velsmurt og kørende frem for bare at brænde den af.
Løb i strandsand giver lige lidt ekstra træning til anklerne
For nogle er det en del af sporten, at man skal fortsætte langt ud over smertegrænsen, hvor det er uudholdeligt, og man går igennem et levende helvede.
Er man til den slags, så værsgo for min skyld.
Bare man husker, at alt har en pris.
En nedslidt krop, der ikke kan mere, er en pris at betale for at have brugt kroppen hårdere og hurtigere, end den kunne nå at genoprette sig selv undervejs.
Om man er villig til at betale den pris eller ej, er selvfølgelig fuldstændig op til én selv. Bare vær opmærksom på, at det ikke er gratis.
Jeg ved, hvad jeg er villig til at betale: At det ikke gør ondt.
Det betyder samtidig, at jeg ikke kommer til at stå på et podie eller blive topatlet for ét eller andet stort (eller for den sags skyld mikroskopisk) udstyrsmærke.
Det har jeg det helt fint med.
Til gengæld kan jeg nemlig løbe så ofte jeg vil, og så langt jeg vil. (Det er blot et spørgsmål om, hvor langt jeg vil …)
Jeg nyder løbet i sig selv, at være ude i naturen og kunne bevæge mig rundt, som jeg har lyst til.
I skrivende stund ligger mine længste ture som trailløb på godt 50 km.
(En stor del af mine ture ligger på distancerne 3½ – 35 km.)
Det er for nogle en ren opvarmning, for andre en nærmest utænkelig tur. For mig er det en god lang tur med mulighed for gode oplevelser.
Jeg har ikke ramt nogen mur, jeg har ikke følt mig som et overmenneske bagefter, jeg har ikke hadet mig selv undervejs, jeg har ikke haft ondt efterfølgende …
For at beskrive det som andet end negationer: Jeg løber gode lange ture, beundrer landskaberne, og ikke mindst nyder hvert øjeblik. Føler det som regel som en belønning hele vejen.
Ikke for at forklejne et maratonløb; det er en stor præstation! Man rejser sig ikke fra stolen, uden nogensinde at have løbet før, løber et maraton og fortsætter så, som om intet var hændt ...
Ovenstående er snarere et udtryk for, at jeg løber med jævne mellemrum, også længere distancer, at jeg har løbet, siden jeg var dreng, og at jeg ikke løber stærkere, end jeg synes, det passer til mig. Jeg har altså trænet langsomt op, over flere år. Det har været sammensat med en (tilsyneladende obskur) fornøjelse i at løbe op ad bakker.
Og det nok mest væsentlige: Jeg nyder, helt oprigtigt, at bevæge mig i løb!
Med andre ord: Jeg løber bæredygtigt.
Betyder det så, at hvis ikke man startede fra barnsben, så kan man lige så godt glemme det?
Nej! Det betyder det ikke ...
Det svarer til at plante et træ: Det bedste tidspunkt var for tyve år siden; men det næstbedste tidspunkt er lige nu!
Så bare kom i gang.
Der kommer helt sikkert en dag, hvor jeg ikke kan løbe så langt mere, og de stejle bakker skal erstattes af mere fladt terræn; men dagen hvor jeg slet ikke kan løbe mere, skal ligge så langt ude i fremtiden som overhovedet muligt!
Min motivation er ikke at være den hurtigste eller sejeste; men jeg er sikker på, at jeg ligger højt på ranglisten over dem, der nyder turen undervejs!
Man kan godt have masser af drive, selvom man ikke kører på skinner frem mod et bestemt mål.
Derfor tilstræber jeg at løbe bæredygtigt: Jeg vil kunne fortsætte med at løbe, cirka lige så længe jeg er her.
En slutbemærkning:
Ovenstående skal ikke bruges som undskyldning for ikke at komme ud og løbe overhovedet – man skal ikke slide sig selv op; men ideen er netop, at man dermed mere eller mindre konstant kan være aktiv og holde sig i gang, som en helt naturlig tilstand!
God tur.
En solnedgang en forårsdag.
Dagen er godt nok ved at være omme, men sommeren er på vej
Bæredygtigt løb | Sustainable Running (🇬🇧) | Hvornår er man løber?
Indhold | Løbeteknik | Spor, ruter og steder | Turberetninger | Udstyr | Artikler | Diverse
Velskrevede og kloge betragtninger
SvarSletMange tak for det ☺
Slet